Mikkel Borg Bjergsø indgår partnerskab i børnetøjsmærket WAWA!

Mikkellers grundlægger og CEO Mikkel Borg Bjergsø har købt en andel i det bæredygtige, danske børnetøjsmærke WAWA.

En aften foran fjernsynet blev skelsættende for iværksætteren og designeren Johanna Topooco. Hun havde længe arbejdet på drømmen om at skabe et børnetøjsbrand udover det sædvanlige, men manglede kapital til at skyde projektet ud over rampen. I DR-programmet ’Kender du typen’ og kort efter ’Iværksætterdrømme’ stødte hun ad to omgange på mikrobryggeriet Mikkellers grundlægger Mikkel Borg Bjergsø og blev imponeret over hans drivkraft og idealer

“Mikkels drive og ambitiøse tilgang til det, han tror på, gjorde indtryk. Det var så vigtigt for mig at finde en WAWA partner, der forstod brandets koncept, og som med sin personlighed og businesserfaring kunne løfte WAWA til et højt niveau, fortæller Johanna Topooco, der derefter tog chancen og kontaktede Mikkel Borg Bjergsø.

Han faldt for Johanna Topoocos entusiasme og drivkraft, og efter en række møder og designerens videre udvikling af WAWA sagde han ja til at indgå som partner.

“Det var tydeligt for mig, at Johanna er sindssygt dedikeret og opsat på at få WAWA til at blive en succes. Hun har et sjældent engagement, og så er tøjet smukt designet, kvaliteten i top og idealerne bag meget sympatiske,” fortæller Mikkel Borg Bjergsø.

Rene og enkle produkter

Johanna Topooco bor i København med sin danske mand og deres to børn, men er datter af en svensk mor og en boliviansk far og har fundet inspiration i begge disse kulturer til sit bæredygtige tøjdesign.

“Jeg har haft adgang til to meget smukke verdener, der er meget kontrastfulde. Samspillet imellem dem forudsætter virkelig, at man har forståelse for deres forskelligheder og værner om deres fælles naturressourcer,” forklarer designeren, der savnede et tøjmærke til sin egen dreng, som han blev større.

Jeg ville gerne blive ved med at købe bæredygtige produkter med et lækkert design, men udbuddet af denne slags produkter var og er stadig meget begrænset. Vi er mange der går op i, at helt små børn skal have sunde produkter, men når de bliver større, følger udbuddet ikke med.

WAWA betyder barn på Aymara – et indiansk sprog, som man taler i Bolivia og Peru, og navnet er samtidig en del af Johanna Topoocos mellemnavn Warawara Wawa, som betyder stjernebarn.

Tøjet, der bliver lavet til børn mellem 3 og 8 år, bliver produceret med et af tekstilbranchens strengeste miljøcertifikater GOTS, som står for Global Organic Textile Standard. Certificeringen garanterer strikse regulativer for alt fra brugen af kemi til genbrug og affaldshåndtering igennem hele produktionsprocessen.

Johanna Topooco manglede desuden et tøjmærke, der var enkelt nok til at lade børns personligheder skinne igennem. 

“I Norden har vi mange gode voksenbrands med et enkelt design, der giver produktet merværdi, men dette mangler på børnemarkedet. Hvorfor skal det være så svært at finde en ensfarvet T-shirt i høj kvalitet uden print i en smuk farvetone?,” forklarer designeren.

“Med WAWA lader vi bæredygtighed og smukt design gå hånd i hånd. Vi laver rene, smukke og værdifulde produkter til den nye generation.”

Udover Johanna Topooco og Mikkel Borg Bjergsø er fotograf Amanda Hestehave og Bjergsøs ægtefælle Pernille Pang også partnere i WAWA.  Hestehave bidrager med sin fotografiske ekspertise og viden til brandet, mens Pernille Pang, der er PR manager og designansvarlig i Mikkeller, tager hånd om PR-delen.

WAWA kan købes HER!

Mere om …

WAWA

https://www.facebook.com/wawacphofficial/
https://www.instagram.com/wawa_cph/
http://www.wawa-cph.com

Mikkeller

http://mikkeller.dk
https://www.facebook.com/mikkeller/
https://www.instagram.com/mikkellerbeer/

Posted in Cooperation

·