Åbent brev til Klaus

I dag postede jeg en lille nyhed på Mikkellers lille hjørne af Facebook.
Helt kort skrev jeg:

Saison Sally – den første saison fra Mikkeller – meget snart på køl i KIHOSKH.

Og så et billede af den super flotte etiket som Keith Shore har lavet til denne øl. Et par timer efter kommer jeg forbi Facebook igen, jeg konstatere tilfredst at ’23 personer synes godt om dette’ og ser at der er flere der oven købet har skrevet en lille kommentar. En af disse kommer fra Klaus Bransmark der skriver følgende:

Lyder meget lovende:-) Har ventet på at Mikkeller tager hul på gamle europæiske klassikere:-)

Klaus’ kommentar fik mig til at tænke over, om Mikkeller har overset, ignoreret eller forbigået de europæiske klassikere. For selv om det er almindelig kendt, at Mikkel henter langt størstedelen af sin inspiration hos de amerikanske bryggerier og bare, så er der faktisk en masse spændende europæiske klassikere på vej fra Mikkeller. Dem ville jeg fortælle Klaus om i en mail. Da jeg var sekunder fra at trykke ‘send’ slog det mig, at der muligvis også er andre der er interesseret i indholdet af min mail til Klaus Derfor konverterede jeg mailen til et åbent brev i blogform.

Mailen kan læses her:

Kære Klaus,
Tak for din kommentar på Facebook i dag. Du har på mange måder ret i, at de europæiske klassikere ikke har fyldt det store hos Mikkeller. Men det er som om der blæser nye vinde her hos os. F.eks. kan jeg fortælle at vi var i Chicago i søndags, bl.a. for at deltage i frigivelsen af en spontangæret øl med lychee-frugt. Mens vi var i USA var der præmiere på en vådhumlet kellerbier på Mikkeller Bar, i tirsdags ankom en ny blonde til vores lager, og inden for et par uger udgiver vi en quadrupel der har ligget på Grand Marnier-fade.
Fire europæiske klassikere, dog ikke mere klassiske end at de tre af dem har fået et gevaldigt twist. Spontangæret øl er en klassiker, men mig bekendt er der ikke nogle der har lavet en med lychee-frugt før. Kellerbier er en klassiker, bevares, ikke lige i en vådhumlet version. Og så er der quadrupeln der har ligget på Grand Marnier-fade. Hmm – den glæder jeg mig til, den er i øvrigt brygget sammen med Cigar City Brewing fra Tampa i Florida.
Så Klaus du må holde et vågent øje med din lokale øl-pusher der ovre i Århus i den kommende tid. Alternativt kan du jo også overveje at komme til København, det er alt for længe siden jeg har set dig på disse kanter. Hvis du gør, så giv mig besked, så giver jeg sgu en klassiker eller to på Mikkeller Bar.
Bedste hilsner
Thomas

Posted in Uncategorized

·